Klik på en filmplakat for at læse om filmen
Mandag d. 22. september og onsdag d. 24. september kl. 17.30
MUNKEN OG GEVÆRET
Buthan, Taiwan, Frankrig, USA, Hong Kong 2023. Instr: Pawo Choyning Dorji. Manus: Pawo Choyning Dorji. Medvk: Tandin Wangchuk, Tandin Phubz, Kelsang Choejay. Længde: 107 min.
Filmen skildrer kærligt og med humor, men også næsten i karikeret form de moderne tiders og specielt demokratiets ankomst til det lille tilbagestående bjergland Bhutan. Adgang til TV og internet er etableret. Og landets konge mener, at nu er tiden kommet til, at befolkningen lærer om demokrati ved et prøvevalg. Samtidig hermed er en amerikansk antikvitetshandler på jagt efter et antikt, værdifuld amerikansk gevær, der er havnet i Bhutan. Og en lokal lama i en afsides del af landet vil benytte valglejligheden til at sende en be- sked til folket, og dertil skal han bruge to våben, som hans munk skal skaffe. Så er handlingen i gang. Dette er historien i denne charmerende film med det store budskab, skabt af samme bhutanske instruktør, som sidste år gav os den dejlige Skolen ved verdens ende, som også ville vise os, hvad vi moderne vesterlændinge kan lære af det tilbagestående Bhutan.
Mandag d. 6. oktober og onsdag d. 8. oktober kl. 17.30
ARMAND
Norge, Holland, Tyskland, Sverige, Storbritannien 2024. Instr: Halfdan Ullmann Tøndel. Manus: Halfdan Ullmann Tøndel. Medvk: Renate Reinsve, Ellen Dorrit Petersen, Øystein Røger, Endre Hellestveit. Længde: 117 min.
I Halfdan Ullmann Tøndels glimrende spillefilmsdebut møder vi kendisskuespilleren og alenemoderen Elisabeth (Renate Reinsve), som indkaldes til en pinlig forældresamtale med skolelederen Jarle (Øystein Røger), klasselæreren Sunna (Thea Lambrechts Vaulen) og sundhedssygeplejersken Ajsa (Vera Veljovic-Jovanovic) på sønnen Armands kommunale skole om et angiveligt seksuelt overgreb på en anden elev, Jon, hvis forældre, Sarah (Ellen Dorrit Petersen) og Anders (Endre Hellestveit), også er tilstede. Elisabeth afviser først vantro alles bekymring, hvilket dog kun bestyrker mistroen, irritationen og fortørnelsen – det er ikke første gang, Armands grænseoverskridende adfærd er på dagsordenen, forstår man. Alligevel er anklagerne diffuse, og efter et grineflip eskalerer situationen og det bliver tydeligt, hvor mange skjulte dagsordener, der gemmer sig bag det oprindelige initiativ om at nå til en afklaring og forståelse hos begge parter. Den stadigt mere panikslagne Elisabeth er konstant i indædt forsvarsposition over for lærerne og forældrene, der føler, at hun forflygtiger et alvorligt problem, der går ud over deres børn, og spiller komedie, når hun bryder ud i gråd. Omvendt føler hun, at de brutalt overskrider hendes grænser som forælder ved at forlange, at hun skal opdrage sin søn på en bestemt måde. Hertil kommer, at ingen ved, hvad der egentligt er foregået, dvs. alle spiller med blind makker, hvad der måske gør det så meget desto lettere at folde alle fordomme, hykleri og forstillelse ud. Det samme gør tilskueren, som fornemmer skjulte fortidige forbindelser mellem figurerne, uden at det dog afklares. Filmen blotlægger effektivt psykologien bag figurernes handlinger, udsagn og reaktionsmønstre, mens dens location, en tom skolebygning, bliver stadigt mere dyster og klaustrofobisk. Fremragende skuespilpræstationer og en visuelt betagende billedside gør filmen, der var Norges kandidat til Oscaruddelingen i 2025 og vandt Caméra d’Or i Cannes 2024, absolut seværdig.
Mandag d. 20. oktober og onsdag d. 22. oktober kl. 17.30
A REAL PAIN
Polen, USA 2024. Instr: Jesse Eisenberg. Manus: Jesse Eisenberg. Medvk: Kieran Culkin, Jesse Eisenberg, Jennifer Grey, Will Sharpe. Længde: 90 min.
To jævnaldrende jødisk-amerikanske fætre David og Benji vil for nogle penge arvet efter deres bedstemor sammen besøge hendes hjemland Polen og komme på sporet af deres rødder. De er ret forskellige: David en pæn samfundsborger med job, kone og barn i New York, og Benji et rodløst menneske, en bisse med rappe replikker og fræk charme. Det er dynamikken mellem disse fint optegnede modsætninger, som er filmens klare drivkraft. Så den beskriver ikke blot en rejse tilbage til deres fælles rødder, men en rejse tilbage til hinanden. Og den rejse gør ondt. De synes låst i hver deres rolle. Filmens genre er den såkaldte dramady. Altså en kombination af drama og komedie. Det er der kommet en både rørende og tankevækkende film ud af. Der er en humanistisk tone i filmen, og en enkelt anmelder kalder den et lille mesterværk.
Mandag d. 3. november og onsdag d. 5. november kl. 17.30
CLUB ZERO
Østrig, Storbritannien, Tyskland, Frankrig, Danmark, Tyrkiet, USA, Qatar, Bosnien-Hercegovina 2023. Instr: Jessica Hausner. Manus: Jessica Hausner, Géraldine Bajard. Medvk: Mia Wasikowska, Sidse Babett Knudsen, Luke Barker, Ksenia Devriendt, Amir El-Masry. Længde: 135 min.
I Jessica Hausners nye sort-humoristiske film kommer den nye venlige, men manipulerende ernæringslærer fru Novak (Mia Wasikowska) til en elitekostskole for at lære de unge at spise mere bevidst og har den helt rette mirakelkur med, en slags kulinarisk minimalisme. Skolens rektor (Sidse Babett Knudsen) har inviteret hende for at please en velhavende gruppe af karrierefikserede og fraværende forældre, der nok vil, at deres børn skal blive succeshistorier, men aldrig spørger om de unges befindende og derfor heller ikke opdager, hvor fortabte de er. Novaks ’spis mindre’-ideologi kan derfor ironisk nok stille en sult og vækker derfor stor interesse hos de idealistiske, klima- og økologibevidste elever, bl.a. Fred (Luke Barker), hvis forældre hjælper fattige i Ghana, Ragna (Florence Baker) og Elsa (Ksenia Devriendt), der har set mor kaste mad op derhjemme, mens andre elever er mindre begejstrede, fx madøret Ben (SamuelDAnderson). Hurtigt dannes en edsvoren sekt af Novak-proselytter, som ser kost, kapitalisme og klimakatastrofer som forbundne kar og derfor ivrigt støtter hinanden med at begrænse madforbruget og nå endemålet: medlemskab af den legendariske Club Zero, hvor folk helt afviser at spise! Jessica Hausners satire konfronterer os med nutidens trendy optagethed af økologi og sund mad, som her føres ud i sin yderste, groteske konsekvens og dermed tvinger os til refleksion. Uden at moralisere viser hun, hvordan den gode hensigt ikke nødvendigvis helliger midlet, når den som her ender i alvorlige spiseforstyrrelser og kostændringer bliver destruktive. Samtidig har instruktøren et skarpt blik for moderne unges mistrivsel, som gør dem modtagelige for letkøbte ideologier i forførende indpakning som fx Novaks. En provokerende og eftertænksom film.
Mandag d. 17. november og onsdag d. 19. november kl. 17.30
EN KVINDE I ISTANBUL
Sverige, Danmark, Frankrig, Tyrkiet, Georgien 2024. Instr: Levan Akin. Manus: Levan Akin. Medvk: Mzia Arabuli, Lucas Kankava, Deniz Dumanli, Nino Karchava, Levan Bochorishvili. Længde: 106 min.
Den svensk-georgiske instruktør Levan Akins roadmovie er en forunderlig rej- sebeskrivelse om en tur til Tyrkiet, hvor de rejsende hverken taler sproget eller ved, hvordan de skal komme rundt. Lia (Mzia Arabuli), en pensioneret, ugift historie-lærer med værdighed og høje standarder for sig selv og andre, er rejst fra Georgien til Tyrkiet for at finde sin forsvundne transkønnede niece Tekla (Tako Kurdovanidze). Lia lovede Teklas døende mor at finde Tekla og bringe hende hjem. Teklas baggrund afdækkes langsomt gennem filmen og afslører det usikre transliv og den daglige risiko for vold i Georgiens ultrapatriarkalske samfund, som hendes fordomsfyldte familie fordrev hende fra. Gennem en anekdote om en georgisk mand, der dræbte sit eget transbarn, opdager vi, hvad Tekla løb fra, og indser, at Teklas slægtninge og naboer måske har mere brug for frelse end hun. En lillebror til en af Lias elever, speedsnakkeren Achi (Lucas Kankava), hvis mor tog på arbejde i den tyrkiske hovedstad og aldrig vendte tilbage, giver Lia et tip om Teklas adresse og ledsager hende på turen til Istanbul for at lede efter sin egen mor. ”Istanbul er et sted, hvor folk kommer for at forsvinde,” sukker Lia, hvis trøst er en plastikflaske med georgisk brandy, chacha, da de har nået storbyen og er flyttet ind i et lavprishotel. De finkæmmer områder af Istanbul, præget af fattigdom og prostitution, med ikke meget andet at gå efter end et stadigt mindre håb om at finde nålen i høstakken. Vi følger Lia og Achi ombord på en færge, hvor en af passagererne er transkvinden Evrim (Deniz Dumanli), der fungerer som advokat for en menneskerets-NGO Pink Life i storbyens mest lurvede kvarterer. Lias og Achis forespørgsler mødes her med forsigtig skepsis, men de opdager et netværk af omsorg i det sociale vakuum, hvor de transkønnede pariaer lever. Og Lias søgen er i virkeligheden lige så meget et internt opgør med hendes egne fordomme og en kamp for at anerkende og acceptere sin nieces identitet. Metropolen Istanbul er halvdelen af fortællingen og en karakter i sig selv, uglamourøs, spækket med herreløse katte og fortabte mennesker, der i mere end en forstand er hjemløse i en by, hvor hvert ansigt har sin egen fascinerende historie at fortælle. Det er en bevægende skildring af det fællesskab, der kan dannes mellem mennesker, der umiddelbart ikke har meget til fælles. Levan Akins epos er en følelsesmæssigt rig og dybt menneskelig film, der hylder livsglæde og viljen til at overleve på trods.
Mandag d. 1. december og onsdag d. 3. december kl. 17.30
HJORTESTIEN
Japan 2023. Instr: Ryusuke Hamaguchi. Manus: Ryusuke Hamaguchi. Medvk: Hetoshi Omika, Ryuji Kosaka, Ayaka Shibutani. Længde: 106 min.
Vi befinder os i Japan kort tid efter Coronakrisen, hvor enkemanden og altmuligmanden Takumi og hans datter Hana lever en fredsommelig tilværelse i samhørighed med naturen omkring den lille by Mizubiki kun få timers kørsel fra Tokyo. En dag kommer to repræsentanter for en større virksomhed til byen for at holde møde med indbyggerne. Her præsenterer de planer om at indrette en luksuriøs såkaldt ”glampingplads”, der vil tilbyde bymennesket en flugt fra dagligdagen og ud i naturen. Det står hurtigt klart, at forandringerne vil få betydning for økosystemet, ikke mindst den lokale vandforsyning fra bækkene, som en helt særlig virkning og får en lokal restaurants nudler til at smage himmelsk. Filmens originaltitel er Evil Does not Exist, og det er værd at vide, når man skal finde ud af, hvad Hjortestien egentlig handler om. Er det så en film, der anpriser det enkelte liv i pagt med naturen og fordømmer senkapitalismens grådighed og jag efter profit? Så enkelt er det ikke! Det er en meget langsom, smuk, visuel og poetisk film, hvor billederne af skovens træer, hjortene og fuglene kan nydes, selvom der anes noget farligt og gådefuldt også i naturen. Filmen er flertydig og rummer ingen enkel forklaring. Det er en film, der opfordrer til eftertænksomhed, fordi vi aldrig helt kan vide, hvad den vil fortælle os. Man bør se den flere gange.
Mandag d. 12. januar og onsdag d. 14. januar kl. 17.30
INSHALLAH EN DRENG
Jordan, Frankrig, Qatar, Saudi-Arabien, Egypten 2023. Instr: Amjad Al Rasheed. Manus: Delphine Agut, Rula Nasser, Amjad Al Rasheed. Medvk: Mouna Hawa, Haitham Alomari, Yumna Marwan. Længde: 113 min.
Den jordanske forfatter og filmskaber Amjad Al Rasheeds film følger den unge sygeplejerske Nawal (Mouna Hawa) i Jordan, som på grund af juridiske og sociale begrænsninger i det Shariabaserede samfund, der begrænser kvinders ejendoms- og arveret, risikerer at miste både sit hjem og omsorgsretten for sin datter efter ægtemandens pludselige død. Hun købte nemlig en lejlighed og en bil sammen med ægtemanden, men da alle betalinger skete kontant (for Nawal har end ikke en lønkonto), må hun tage drastiske skridt for at kæmpe imod svogeren Rifqis (Haitham Alomari) retlige krav om at overtage bilen, sælge hendes lejlighed og få forældremyndigheden over datteren. Her udnytter hun æressamfundets egne systemiske undertrykkelsesmekanismer og insisterer, stik imod broderens og myndighedernes råd, på, at manden har givet hende en række mundtlige løfter. Desperat for at beholde sit hjem og give sin datter en god opvækst, tyr Nawal til at forfalske en graviditetstest for at trække tiden ud. Men som tiden går, bliver løgnen sværere at opretholde, og Nawal står over for et vanskeligt valg. Så grotesk det end virker, kan et muligt drengebarn ændre alt som arving, ellers er alt tabt. Med kun tre uger til at finde en løsning, begiver hun sig ud på en rejse, der udfordrer hendes frygt, overbevisninger og moral, som hun kæmper for at sikre sin retmæssige arv og beskytte sin datters fremtid. Samtidig følger vi en anden kvinde, Lauren (Yumna Marwan), fra en velstående familie, som er fanget i et ægteskab med en utro mand, hun ikke ønsker at få børn med, og hvis graviditetstest spiller en ikke uvæsentlig rolle. Filmen er velspillet, velfortalt og et vægtigt indlæg i kampen mod konservative, patriarkalske regimers ligegyldighed overfor menneskerettigheder og ødelæggende fastholdelse af Sharialovens kønsdiskriminerende og menneskefjendske elementer. Netop derfor også lidt overraskende, at filmen var det muslimske Jordans officielle Oscarbidrag. En stærk filmoplevelse.
Mandag d. 26. januar og onsdag d. 28. januar kl. 17.30
LA CHIMERA
Italien, Frankrig, Schweiz 2024. Instr: Alice Rohrwacher Manus: Alice Rohrwacher. Medvk: Josh O’Connor, Carol Duarte, Alba Rohrwacher, Isabella Rossellini. Længde: 130 min.
I 1980’ernes Riparbella i Toscana møder vi Arthur (Josh O’Connor), netop løsladt fra et italiensk fængsel. Han er en forhutlet, ubarberet brite i et slidt jakkesæt, som oprindeligt var en arkæologisk forsker, men nu har slået sig sammen med en bande muntre gravrøvere (eller ”tombaroli”), for med kvistgang at finde og grave uvurderlige etruskiske oldsager frem om natten og sælge dem om dagen for en slik til den lyssky forhandler Spartaco (Alba Rohrwacher), der holder auktioner over kosterne ombord på en luksusyacht fyldt med Toscanas kreative og champagnebællende klasse. Arthur bor i et usselt blikskur ved bymuren, lammet af sorg over at have mistet Beniamina (Yile Vianello), den forsvundne datter af Flora, en lokal, aldrende aristokrat (Isabella Rossellini). Han håber at blive genforenet med Beniamina i det hinsides, men etablerer alligevel langsomt en ny følelsesmæssig forbindelse med Italia (Carol Duarte), en ung kvinde, der engang var Floras ulønnede stuepige og sangelev, nu fyret for at skjule to børn i hendes enorme, faldefærdige og utætte villa, hvor Flora selv har et alter dedikeret til sin vildfarne datter. Vi følger Arthur på natarbejde og i dagtimerne i en verden, der er både drømmende og magisk, holdt sammen af en knaldrød tråd, som engang løsnede sig fra Beniaminas strikkjole. Narrativet om Beniamina og Arthur er en slet skjult parafrase på myten om Orpheus og Eurydice, og mens Rohrwachers tragiske kærlighedshistorie slynger sig legende om sine personer, adresserer den klart den organiserede kommercielle plyndring og sælgen ud af den italienske kulturarv, som overklassen køber og myndighederne mere eller mindre ignorerer. Undervejs trækker fortællingen på både italiensk historie og etruskisk mytologi og er mættet med en sanselig og eventyrlig magi. Og så har filmen en sublim afslutning, som ikke skal røbes her, men ses, for filmen er et must for enhver cineast.
Mandag d. 16. februar og onsdag d. 18. februar kl. 17.30
LIDT UDOVER DET SÆDVANLIGE
Frankrig 2024. Instr: Artus. Manus: Artus, Clèmant Marchand, Milan Manger. Medvk: Artus, Alice Belaid, Clovis Cornillac og Céline Croussard.
Længde: 99 min.
To uheldige franske tyveknægte, far og søn, er på flugt fra politiet, da de ser deres chance for at komme væk ved at blande sig med nogle psykisk handikappede, der er ved at stige på en bus for at tage på sommerlejr. Det lykkes ved at spille en funktionsnedsat og hans hjælper, og de kommer med på en uges lejr på landet. Og det bliver en sand oplevelse for livet. Fransk film har haft held med fine feelgood-film de sidste år, hvor meget forskellige mennesker sættes sammen, millionæren og ghettodrengen, bedemanden og det handicappede cykelbud, indvandrer-taxichaufføren og den gamle dame, for bare at nævne nogen. Disse møder fører til morsomme kultursammenstød og menneskelig udvikling, især hos den eller de såkaldt stærke og ”normale”, Sådan er det også i denne film, der er blevet set og berømmet af rigtig mange i sit hjemland for sin hjertevarme skildring af de menneskelige værdier, som funktionsnedsatte mennesker besidder. Som tyveknægtene – og vi andre - lærer af. En fin lille film.
Mandag d. 2. marts og onsdag d. 4. marts kl. 17.30
SVANEN
Island 2017. Instr: Asa Helga Hjörleifsdottir. Manus: Asa Helga Hjörleifsdottir. Medvk: Grima Valsdottir, thorvaldur Kristijansson, Thuridur Blær Johansdottir, Katia M. Thorgeirsdottir. Længde: 91 min.
At være opvokset i et afsondret provinsielt samfund kan godt få en til at føle sig som en svane i en lille andedam. Et oplagt eksempel på et sådant sted kan være en gård midt på Island. Her bliver den 9-årige pige Sol sendt hen, da hendes opførsel ude ved kysten bliver for meget for hendes mor; hendes karakter skal bygges op ved hårdt landarbejde og fast disciplin fra moderens kusine og hendes mand, som bor på gården. Der møder Sòl den voksne staldknægt Jon og forelsker sig voldsomt i ham. Men han er selv forelsket i bondeparrets datter Asta, som går på et udenlandsk universitet, men er vendt hjem, fordi hun er gravid. Så det bliver et storladent kærlighedsdrama fortalt uhyre forsigtigt. Jon formår at afvise Sòls mindreårige tilnærmelser, men træder ikke på hende og giver hende lov til at drømme; i stedet for en kæreste finder hun i ham et glimt af, hvordan hendes fremtid kan komme til at se ud, hvis hun frigør sig af det liv, der blev hende givet. Filmen er en historie om at forstå og acceptere sin situation og arbejde sig ud af den, en elegant coming-of-age fortælling, som udnytter Islands natur fint og løftes af betagende skuespilpræstationer.
Mandag d. 16. marts og onsdag d. 18. marts kl. 17.30
MIN MORMORS MILLIONER
Thailand 2024. Instr: Pat Boonnitipat. Manus: Pat Boonnitipat, Thodsapon Tipitinnakorn. Medvk: Pitthipong Assaratanakul, Usha Seamkhum, Sanya Kunakorn, Sarinrat Thomas. Længde: 125 min.
Pat Boonnitipats thailandske sædekomedie handler om M (Putthipong Assaratanakul), den gamle viljestærke matriark Mengjus barnebarn, der i håb om at score kassen på bedstemors hus i det eftertragtede historiske kvarter Talat Phlu i Bangkok vælger at flytte ind og passe hende den sidste tid, indtil tarmkræften slår hende ihjel. Men hendes sønner Kiang (Sanya Kunakorn) og Soei (Pongsatorn Jongwilas) er heller ikke blinde for værdien af ejendommen og forsøger hver for sig at lokke hende til at testamentere den til dem. Kun datteren Sew (Sarinrat Thomas), M’s mor, er uden bagtanker i sin kærlige omsorg for moderen. Der er altså lagt op til et kapløb om bedstemors gunst. Filmen belyser ikke kun, hvordan grådighed kan forstyrre nære relationer i en familie, men også den ensomhed og sorg, ældre konfronteres med, når deres ellers aktive og selvstændige liv trues af sygdom og uafvendelig død (den livskraftige, selvhjulpne Mengju lever af sit gadekøkken, hvor hun sælger congee, en slags risgrød). Lyder det trist? Det er det ikke, for filmen er både rørende og sjov uden at sætte alvoren og inderligheden over styr. Hovedtemaet, at det er vigtigt at værdsætte og værne om familien, er universelt, og filmen, der var Thailands Oscarkandidat, er da også blevet et internationalt hit, uden tvivl både pga. de fremragende skuespilpræstationer og sin patosfyldte og bevægende, men samtidigt morsomme og almengyldige fortælling.
Mandag d. 13. april og onsdag d. 15. april kl. 17.30
HVISKEN I STØVET
Senegal, Frankrig, Mali, Qatar 2023. Instr: Ramata-Toulaye Sy. Manus: Ramata-Toulaye Sy. Medvk: Khady Mane, Mamadou Diallo, Binta Racine Sy.
Længde: 87 min.
Den fransk-senegalesiske instruktør Ramata-Toulaye Sys debutfilm er en velkomponeret og stærkt seværdig romantisk fortælling om et ungt par i et klassisk dilemma, den frisindede Banel (Khady Mane) og høvdingesønnen Adama (Mamadou Diallo), der bor i en senegalesisk landsby sammen med familien og drømmer om en tilværelse sammen væk fra landsbyen. Imidlertid konfronteres Adama atter, efter tidligere at have afvist tanken, med de ældstes krav om at blive høvding, så han, som traditionen byder, på magisk vis kan lede det lille samfund igennem den nyligt opståede krise med tørke og sygdom blandt kvæg og afgrøder. Banel kolliderer også med traditionens krav om at være en god og anstændig hustru og føde Adama mange børn, en opgave, der, hvis hun ikke honorerer den, kan tvinge ham til at tage endnu en hustru. Konventionernes psykiske pres rammer med særlige konsekvenser Banel, der ikke som det ellers forventes prioriterer samfundets lykke over sin egen. Om kærligheden og individualismen sejrer over den kollektive tradition og konser-
vatisme, må man selv se. Ramata-Toulaye Sy kan i sin filmiske stil minde om en slags nutidig ’griotte’, en (kvindelig) tradent, poet og musiker, der fastholder stammens historie og værdier gennem genfortælling af dens myter og legender. Som en griotte bevæger hun sig ligeledes ubesværet fra det poetisk drømmende til det kras realistiske, fra allegorien til myten og det metafysiske, og filmen rummer til tider helt surrealistiske elementer. Filmen var som den eneste debutfilm i hovedkonkurrencen nomineret til Guldpalmen på Cannes-festivalen i 2023 og Senegals officielle Oscar-bidrag.
NB: I forbindelse med den sidste filmforevisning onsdag d. 15. april 2026 afholdes filmklubbens generalforsamling.
Copyright © Alle rettigheder forbeholdes